Kasper Bjørke - In Gumbo (anmeldelse)
Kasper har gennem de sidste par år været en travl mand med krøller og briller. Han har slidt med sit debutalbum, og tilmed stået utallige timer bag mikserpulten i verdens hippe metropoler. Samtidig er han en del af duoen Filur, hvis anden halvdel, Tomas Barfod aka. Tomboy, udgav sin debut tidligere i år. I forhold til Tomboys album Seriøs, der i større grad eksperimenter, er Kaspers In Gumbo (i suppen) mere tro mod den poppede house-lyd, som vi især kender fra Filur.
Det vil være synd, at skære albummet over en kam, og bare kalde det for elektronisk dansemusik. Genrer som rock, psykedelisk, og denne tids electro er fint flettet ind i sangene, som bÃ¥de henvender sig til neonhjerter og mere melankolske sjæle. Gode eksempler er førstesinglen ‘Back & Spine (feat. FM Belfast)’ og ‘Igo Ugo’, der giver raver-Jens andledning til at bruge fløjten, og ‘Lost Signal’ og ‘Doesn’t Matter (feat. The Pierces)’, der mere henvender sig til de hjemmevante natteravne.
Der er tilmed et par sange, hvor der savnes mere ild under suppekedlen, og som derfor fremstår kedelige og ligegyldige. Det trækker ned i helhedsindtrykket, der ellers er rigtig positivt. In Gumbo er et album af international klasse, der ikke er særlig nyskabende i sin form, men til gengæld virkelig velproduceret, iørefaldende, og nok en af de mest stilfulde elektroniske udgivelser lige nu.
In Gumbo udkom i går, og mere info kan findes på kunstnerens MySpace.







