Porcupine Tree @ Store Vega (26/11/07)
fredag, 30. november 2007
(foto: g.chorus til et andet show..)
Malte aka. t-shirtmanden aka. knaegten var i Vega og se Porcupine tree sammen med far og “storebror”, og det lader til, at han hyggede sig!
Der skal ikke herske tvivl om, at Porcupine Tree har udvidet grænserne for, hvordan progressiv psykedelisk rock bliver til drømmende ufroglemmelig musik, der til tider fører lytteren ud på eventyr, hvor jordnære begreber som tid og sted ophører. Jeg havde derfor naturligt høje forventninger til koncerten på Vega i aftes.
Anathema stod på billetten som “special guest”, og jeg må indrømme at jeg ikke anede hvem de var. De var lidt af hvert, og alligevel ikke rigtig noget. Først et halvprogressivt instrumentalnummer, der egentlig fungerede udmærket, men lød som en tilfældig Porcupine Tree-b-side. Så fulgte noget, jeg tror man kalder for trash metal – spredte skrig på en mildt sagt simpel, men meget larmende instrumental del. På positiv-siden skal det siges, at forsanger Vincent Cavanagh var befriende afslappet, og ikke spor selvhøjtidelig.
Ligesom opvarmningsbandet gik Porcupine Tree på til tiden, og det var et meget godt billede på et, gennem hele koncerten, fokuseret band der ikke spillede på arrogance, men lod musikken tale for sig selv. De åbnede med titelnummeret fra Fear of a Blank Planet, og akkompagneret af en stor projektor, der blæste film op på lagenet bag orkestret, og et imponerende lysshow, stod jeg med en klar fornemmelse af, at det fungerer det de laver.
På den instrumentale side lagde Gavin Harrison på trommer en god bund, og jeg tror sgu aldrig jeg har set et så stort trommesæt. Resten af bandet var en mærkelig blanding; Steven Wilson og John Wesley ligner et par rigtige rockmusikere i traditionel forstand, med langt hår og rock n’ roll attitude. John Wesley, der normalt ikke er en del af bandet gav musikken et strejf af syrerock når han bevægede sig ud i guitarsoloer, der kun er hørt bedre af Syd Barret selv. Richard Barbieri lignede en der kunne være deres far, men gav bandet sin unikhed ved at flette knivskarpe keybord rytmer ind blandt de tungere stunder.
Det var i det hele taget en meget høj og nærværende oplevelse. Steven Wilson synger i øvrigt røven ud af bukserne.
Porcupine Tree spillede primært nyere numre i aftes, her i blandt skal nævnes det 17 minutter og 42 sekunder lange ‘Anesthetize’, og storladne ‘Way Out of Here’ med en meget flot video af danske Lasse Hoile. Efter den obligatoriske ”band-ud-publikum-klap-band-ind” kom de gamle hits frem, og har må Waiting fra Signify siges at være aftenens højdepunkt.
Alt i alt en komplet oplevelse hvor video lys og lyd flettedes sammen til en hel og uforglemmelig psykedelisk rejse med nogle af min tids allerdygtigste musikere.
..
