En af mine hjemlige fascinationer

Det kan virke lidt paradoksalt, at mit første rigtige indlæg slet ikke kommer til at handle om rejser. Det skal dog nok komme, og jeg har rigeligt med rejsefotos og røverhistorier at dele ud af.

I denne weekend kom jeg dog til at bruge lidt længere tid end nødvendigt på at snakke om, og læse op på, et par elektriske apparater til brug i hjemmet, som de færreste nok går op i. Når man snakker elektriske apparater vil de fleste sikkert tænke hårtørrer, køkkenmaskine eller iPad. Min fascination er dog med nogle af de mere basale tekniske vidundere, som synes at kunne gøre ting man bare ikke forstår uden at man kan se hvordan.

Den ene af mine yndlingsapparater er affugtere, som er de klassiske hvide apparater på størrelse med en papkasse, som man blot sætter til strøm, hvorefter den automatisk fjerner fugt fra luften. Mere end en enkelt gang har jeg tændt for affugteren i kælderen, og efter en times tid eller tre, er hele indeklimaet forandret totalt. Der er blevet meget mere behageligt, og den lidt ”mugne” duft er helt forsvundet. Det er ganske enkelt fantastisk hvad sådan en lille summende kasse kan præstere helt af sig selv, uden slanger eller udsugning.

Desværre faldt jeg så over en artikel om strømforbrug i affugtere hvoraf det fremgår at det kan være en ganske bekostelig affære at køre en affugter døgnet rundt. Godt nok leverer den så en smule varme, men det gode indeklima en affugter kan levere kommer altså ikke uden en vis pris.

Den anden type apparat som jeg er nærmest barnligt begejstret for er varmepumper. Ikke så meget de mere krævende og hundedyre (særligt i installation) udendørs versioner som er baseret på nedgravede rør. I højere grad er jeg imponeret af de simple luft-til-luft modeller som blot har en kasse udenfor huset og en hvis kasse indenfor, som så sender varm luft ud i stuen langt billigere end hvis man opvarmede den med el.

Det er da ganske fantastisk, at man kan lave et apparat, som kan udnytte forskelle i temperaturen udenfor og indenfor, og rent faktisk har fordel af at det er koldt udenfor, modsat al anden form for opvarmning, som bliver dyrere jo koldere der er udenfor. Der kan laves mange beregninger på hvor lang tid det tager at tjene en varmepumpe hjem og en del af dem er nok for optimistiske, idet de kommer fra producenterne. Men bare det at kunne sende varm luft ind i stuen til en brøkdel af hvad det havde kostet med en elektrisk varmeovn – det er da helt fantastisk.

Tags: , , , , ,

Lukket for kommentarer